Opstart i vuggestuen
Det tager tid for et barn at blive tryg i en hel ny verden, som vuggestuen er. Forestil dig alle de nye ansigter, rum, lugte, lyde og rutiner dit barn skal forholde sig til. Det er vigtigt at forstå, hvordan den nye verden er for det lille barn. Der er ikke to indkøringer der er ens, og det er forskelligt hvor lang tid et barn er om at vænne sig til at gå i daginstitution.
I den første tid skal barnet kun forholde sig til 1-2 voksne, og herefter langsomt begynde at være sammen med flere børn og voksne.
Dette understøttes af vores organisering af børn i mindre grupper. Det nye barn spejler sig i de andre børn i gruppen, og ser her at den voksne, fællesskabet, legen og de fysiske rammer kan man sagtens være tryg i og have tillid til.
Efter opstart i vuggestuen
Når dit barn starter i vuggestue, vil det så vidt muligt være en fast voksen, der viser dig og dit barn rundt i institutionen, og som følger jer den første tid og har hovedkontakten til dig og dit barn under tilvænningen til vuggestue-livet.
Vi ved af erfaring, at det tager mindst 1-2 uger at gøre et barn trygt i vuggestuen. Hvis du har mulighed for længere tid, så anbefaler vi dig at bruge mere end en uge.
Dag 1+2 – skal du komme kl 9:00 og være sammen med dit barn en times tid. Disse dage bruger vi til at lære dig og barnet at kende.
Dag 3+4 – kan du sige farvel til dit barn, og du gå en lille tur, eller få en kop kaffe i personalestuen.
Dag 5 (eller i uge 2) – kan du være væk i længere tid afhængigt af, hvordan dit barn klarer sig og barnet kan prøve at sove i institutionen. Derefter er det godt med korte dage i den første tid, da der er mange nye indtryk, som dit barn skal forholde sig til.
Efter 2 uger vil de fleste børn have en almindelig dag i vuggestuen. De første 1-3 måneder betegner vi som en opstartsfase, hvor barnet bruger meget energi på at forholde sig til de nye venner, voksne og omgivelser, og hvor meget stadig er uvant og utrygt.